Underflod får investering i Løvens Hule

Tahir med Underflod

Det har været en bemærkelsesværdig rejse for Underflod indtil videre. Fra vores første skridt med en vision om at skabe cirkulære og tidløse produkter, til den aften hvor vi stod foran nationen i Løvens Hule på DR1 og fik en investering fra Tahir.

Vi er Mads og Emil, brødrene bag Underflod, og vores passion for interiør- og møbelbranchen har drevet os siden vi stiftede virksomheden i 2021. Vores mission har altid været tydelig: At skabe produkter med et dybere ansvar, og gå forrest i kampen mod overproduktion og overflødig brug af materialer. Dette gør vi ved at genbruge materialer fra fynske genbrugsstationer og danske virksomheders affald. Der er så meget godt og fint materiale, som kan genbruges til at skabe nye produkter. Vi tror på, at design, genanvendte materialer og høj kvalitet kan gå hånd i hånd, og derved skabe produkter, der både er smukke, men også funktionelle og varige i mange år. 

En produktion hvor hjertet og ansvar er i højsæde

Da vi startede Underflod, lejede vi os ind på et gammelt vinduesværksted på Kærsgaard Gods. Vi måtte dog erkende, at vi er bedre designere end producenter. Vi besluttede derfor at outsource vores produktion til nogen der var mere erfarne, og kunne lave produkterne bedre end vi selv havde mulighed for. Vi undersøgte markedet for lokale producenter og valgte at gå med kriminalforsorgen og socialøkonomiske værksteder.

Vi er utroligt stolte af vores danske produktion og det sociale ansvar, vi har indarbejdet i vores forretningsmodel. Vores produkter bliver produceret på de danske fængsler og Odense Værkstederne, hvilket ikke blot sikrer kvaliteten, men også giver en meningsfuld beskæftigelse i hverdagen hos de indsatte og socialt udsatte borgere.

Investeringen i Løvens Hule åbner nye muligheder

Underflod har siden sin begyndelse haft store ambitioner, og for at opnå vores mål, valgte vi derfor at stille op i Løvens Hule. Som øjeblikket skred frem i afsnittet af Løvens Hule, blev spændingen intensiveret og håbet højere. De trofaste seere kender udfaldet, som heldigvis endte med, at vi fik en investering af Tahir Siddique med hjem derfra.

At få en investering fra Tahir i Løvens Hule har været et afgørende øjeblik for os. Det har ikke blot givet os økonomiske ressourcer, men også en enorm tillid og et skub fremad i vores virksomhed. Med de nye ressourcer er vi klar til at arbejde målrettet på at accelerere vores ambitioner og bringe vores visioner til virkelighed. Vi har nemlig mange planer og drømme, som venter på at blive gjort til virkelighed.

Et tæt samarbejde med Tahir Siddique

Vi er dybt taknemmelige for den tillid og støtte, vi har modtaget fra Tahir. Tahir er det perfekte match for Underflod, da vi deler mange fælles værdier, samtidig med at vi har en fælles kærlighed til Odense. Hans indsigt og erfaring vil fortsat være uvurderlig for os, når vi fortsætter vores rejse mod at skabe en mere inkluderende og ansvarlig fremtid inden for møbel- og interiørbranchen.

Vi glæder os enormt meget til at fortsætte den spændende rejse vi er på sammen med Tahir lige nu. Vi ser ud i en fremtid, hvor vi drømmer om at sætte et endnu stærkere eksempel for hele branchen. Vi ønsker at være frontløbere i kampen mod overproduktion og arbejder for at fremme en mere cirkulær tankegang i møbel- og interiørbranchen.